Hjemme i Danmark igen

ADVARELSE: Rigtig langt indlæg!

Som overskriften siger, så er jeg tilbage til Danmark igen. Igår aftes har jeg været her offcielt i en uge. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte, det er jo lidt trist at det her er mit sidste indlæg. Nogle har sagt at jeg bare kan blive ved men det var ikke menigen med bloggen og jeg tror jeg kommer til at glemme den. Det har været sjovt at skrive her imens jeg var afsted, men det er på tide at jeg slutter. Just for your information så skriver jeg nu med æ, ø og å igen hvis nogle har lagt mærke til det. For jeg sidder nu med en dansk computer :)
Anyways, tirsdag d. 21 juni vågnede jeg op og pakkede mine sidste ting med min værtsfamilie hvor jeg fanft ud af at jeg havde rigtig meget overvægt og at jeg blev nødt til at sende noget hjem i en kasse. Desværre. Så jeg måtte af med nogle penge, men jeg vil gerne have det hjem så jeg betaler da gerne ekstra! Så blev klokken 2 og vi skulle til at afsted. Men jeg fortalte min værtsfamilie at de skulle sætte sig i bilen, i mens jeg sadge "farvel" til huset... troede de. Imens de sad i bilen havde jeg gjort noget klar nogle dage før, jeg havde skrevet et brev til dem hver så det ladge jeg på deres hovedpude. - Og så havde jeg købt sticky notes og skrevet på alle og dem klistrede jeg overalt i huset. På sticky noterne havde jeg skrevet nogle forskellige udtryk vi har brugt i løbet af året og at jeg savnede dem og alt muligt jeg kunne komme på som jeg ville have de skulle huske. Det tog kun 10 minutter og så satte jeg mig ud i bilen med dem, og vi var nu på vej til lufthavnen. Vi ankom til Norfolk Airport, og vi gik alle over for at tjekke mine kufferter ind. Vi endte selvfølgelig med en rigtig besværlig dame og hun sagde jeg havde overvægt selvom det havde jeg ikke, men det endte så med at jeg fik mine kufferter med og jeg betalte 50 dollars for min ekstra kuffert. Skal lige siges jeg godt vidste jeg skulle betale 50 dollars! Men så satte vi os op til starbucks lige udenfor security hvor vi kunne sidde sammen inden jeg skulle afsted. Det var rigtig underligt og jeg synes der var stille. Alle vidste jo godt jeg skulle afsted. Nina og Jonas kom også og Nina havde åbenbart ikke haft problemer fordi der var koas ved check in da hun kom, så hun havde slet ikke behøvet at betale noget overhovedet... Så meget for at være tidligt på den.
Så blev klokken ved at være tid til at sige farvel, Nina og Jonas var lidt hurtigere end mig. Vi rejste os op og gik over tiol lige udenfor security og saged farvel. Først Tori, hun græd allerede, så Ashley og så dad. Jeg græd ikke endnu for det havde ikke rigtig gået op for mig at jeg skulle afsted, men så krammede jeg mom farvel og lige pludselig ramte det mig. Jeg rejser fra dem. - Og så begyndte jeg bare at tude rigtig, rigtig meget!!! Jeg krammede Tori og Ashley endnu en gang og så gik jeg afsted. Jeg stod i køen og jeg så at de stadig stod der, og jeg græd stadig væk rigtig meget. Pludselig sneg Tori og Ashley sig op. Ulovlit? Ja. Dejligt at få et ekstra kram? JA! Så skulle jeg gennem security. Jeg stod i kø og der var en pige foran mig som begyndte at snakke til mig "Jeg kan godt forstå du er ked af det, jeg har også lige sagt farvel til min familie.. Jeg har det på samme måde" (På engelsk selvfølegelig). Jeg tænkte gud, jeg er ikke den eneste, og så sagde hun "Jeg skal på ferie i Arizona i 2 uger alene, og jeg tror ikke jeg overlever så lang tid uden min familie".... Really? Jeg tænktte bare SHUT UP! Det kan på ingen måder sammenligenes med hvad jeg går igennem lige nu. Jeg græd stadig, og security folkene prøvede at mundre mig op. Der var en der sagde "Its forbidden to cry in an american airport, you know. You are gonna be aaaalright" Jeg grinte lidt, men græd stadigvæk rigtig meget. Jeg gik over til min gate hvor Nina, Jonas og Casper sad. Jeg holdte endlig med at græde da vi begyndte at snakke. Så gik vi ombord flyet, og fløj så til Chicago Airport. Vi kom ind og så hvor vores gate var så vi gik rigtig hurtigt fordi at vi var sultne og villa have noget at spise nu hvor vi skulle sidde og vente i 4 timer. Men lige før vi nåede vores gate, efter at have gået igennem hele lufthavnen, blev der sagt at der var tornado advarelse og alle skulle gå på den nederste etage. Så blev alle fly stoppet og der var intet vi kunne gøre end at vente til det var overstået. Vi sad alle 4 sammen nedenunder i omkring en time, hvor vi endelig måtte gå op igen. Vi kiggede på skærmene hvor vi så at vores fly stadig væk var "on time". Så vi skyndte os hen til gaten, hvor vi ikke kunne se nogen andrre af de 48 udvekslingsstudenter der skulle hjem den dag. Vi ventede i lang tid og vores fly blev også forsinket i en time Så vi stillede os i kø og skulle lige til at boarde da vi så nogle YFU'er sidde over på den anden venteplads. Vi gik derover hvor vores flyleder Kristian kom over til os og var glad for at se os. Så gik vi alle sammen ombord, alle os som var der. Fordi på grund af storme var det ikke alle der havde nået at komme til Chicago, og de sad stadig væk i deres lufthavn i deres by. Det endte med at det kun var 21 ud af 48 der kom afsted med flyet til Frankfurt. Resten måtte rebooke deres fly. Vi ankom til Frankfurt og vi nåede ikke vores fly i Frankfurt fordi flyet i Chicago jo var forsinket en time og vi havde kun en time i Frankfurt til at nå vores fly. Så vi ventede i rigtig lang tid, og løb frem og tilbage i lufthavnen for at finde fly og det endte med at vi måtte dele os op i 2 grupper. Den første gruppe inkl. mig skulle tage en fly klokken 16.25 og den anden gruppe tog et fly klokken 17.00. Men vores fly blev forsinket og Kristian skulle rigtig med deres fly men endte med at tage med vores. Den anden gruppe ankom i Kastrup en time før os. I tænker nok træls for mig, men alt vores bagage ankom til Kastrup et par minutter før vi landede så den anden gruppe fik ikke deres bagage men det gjorde vi. Så de måtte tage hjem og få deres bagage sendt hjem til dem. Det tog ikke lang tid at få min bagage og jeg var en af dem første til at få dem, så en anden pige Tit og jeg gik over til udgangen sammen og jeg så en masse familieer og danske flag udenfor. En told trak os over og snakkede med os, men hun sagde efter et par minutter at nu måtte vi godt gå ud til vores familier. Så Tit gik først, og så gik jeg ud bagefter. Udenfor stod min mor, far, lillebror, moster, kusine og 2 fætre. Lige da min mor så mig, ventede hun ikke med at jeg gik ud først (der var en slags hegn op hvor familierne stod omkring og en lille åbning for os hvor vi kunne komme ud) Min mor løb igennem åbningen og "overfaldte" mig med et kram. Hun begyndte at græde og jeg begyndte at græde rigtig meget. Min far sagde så at vi lige skulle kommer ud og det gjorde vi så. Jeg krammede alle, og krammede min mor endnu en gang. Det var så dejlig at røre ved hende igen. Jeg avr rigtig sulten, så vi købte lige en pizza i 7-eleven. Så gik vi ud til bilerne. Min moster og fætre og kusine overnattede endnu en nat hos min anden onkel i København fordi jeg landede 5 timer senere end forventet. Jeg skulle rigtig lande klokken 16.05, men lande i stedet for klokken 21.10 og jeg skulle også lige have min bagage som tog en lille halv time.
Nu er jeg hjemme og det hele er helt anderledes, jeg skal vænne mig til sproget, til min familie og mine danske venner igen. Jeg har allerede lavet et par fejl i det danske sprog, men det går nok. Jeg sov fra søndag til onsdag hos en veninde sammen med en anden hvor vi så Gossip Girl. Og denne weekend skal tilbringes sammen med familien. Det er så dejligt at være hjemme, men jeg savner godt nok også rigtig meget alle fra USA. Det er en hård omgang lige at komme hjem. Men jeg kan roligt sige det har været det fedeste år i hele mit liv!